Er der noget, der kan lukke munden på mig, når jeg ønsker at fremhæve kristentroen som et positivt og livsbefordrende grundlag at leve sit liv på og tolke tilværelsens muligheder og mysterier ud fra, så er det kritikken af korstogenes vold og hærgen. Set fra min virkelighed og vore dages politiske og religiøse situation, virker korstogene som en stor uretfærdighed og en diamentral modsætning til og modsigelse af evangeliets tale om retfærdighed, om at vende den anden kind til og elske sin næste, ven såvel som fjende.

Hvordan har man dog i kirkens og Jesu navn kunnet drage på krigerfærd og med sværdet forsøge enten at omvende eller bekæmpe dem, som troede anderledes? Skulle kristendommen ikke netop lære os at lytte, at respektere den enkeltes valg af tro, at præsentere frelsen ved Jesus som et tilbud og mulighed for alle o.s.v.? Og burde en troværdig kirke, som virkelig tager sit eget budskab alvorligt, ikke være på de svages og undertryktes side, i stedet for at komme med magt og imperialistiske ideer, for at tage magten over det fælles hellige land fra muslimerne? Og siden dengang for 800 år siden har kristendommen jo ikke forandret sig synderligt. Vesten drager stadig på korstog med magt og undertrykkelse mod især den muslimske verden. Nej! Så er det alligevel bedre at orientere sig, d.v.s. vende sig mod Orienten. For fra Øst kommer jo de fredelige buddhistiske, taoistiske og hinduistiske inspirationer – eller?…

Jeg synes det er svært at reagere med andet end at bøje nakken i skyld og anger og bekræfte, at korstogene var en forfærdelig fejltagelse, som er en del af kirkens arvesynd, vi ikke kommer uden om – og som desværre gør det svært at påstå og fastholde kirkens fredelige og barmhjertige hensigter. Men behøver det nu også at være sådan?

Jeg blev i går på en konference i Nyborg udfordret af den afrikanske historiker og professor ved Yale University Lamin Sanneh til at se på korstogene med lidt nye øjne. Vi tolker altid historien i lyset af nutiden, men for at begribe historiske begivenheder korrekt, skal man forstå dem ud fra deres egen samtid. Hvordan forstod korsfarerne selv deres mission, hvad drev dem og hvilke konsekvenser havde deres handlinger? På korstogenes tid havde det hellige land været på muslimske hænder i århundreder, uden at det havde voldt større problemer. De kristne pilgrimme kunne besøge deres helligsteder, Fødselskirken i Bethlehem og Gravkirken i Jerusalem. Men det muslimske politiske imperium, kalifatet, var på fremmarch. Og det skabte stadigt større problemer for kirken. I første omgang blev det forbundet med livsfare for kristne pilgrimme at rejse til det hellige land. Derudover spredte islam sig med magt, både ned i Afrika og op i Europa. Europas fyrster oplevede derfor primært korstogene som forsvarskrige og ikke som angrebskrige. Og de var nok mere politisk end religiøst begrundede, når det kom til stykket. Professor Sanneh påstod endda, at begrebet korstog er en efterrationalisering og først opstod flere hundrede år senere.

Krig er voldsomt og der er ubestrideligt sket forfærdelige og uretfærdige overgreb på civile under korstogenes fremfærd. Det sker altid i krig – det er derfor, at det er verdens dummeste løsningsmodel for menneskelige konflikter og behov for rettighedsreguleringer. Men korstogene var rent faktisk ikke særligt effektive krigsfremstød. I små korte perioder lykkedes det at overtage magten i Jerusalem og andre steder og lidt bytte fik nogle af korsfarerne med sig tilbage. Men overfor kalifatets hærstyrker, var de ikke imponerende. Magtforholdet sammenlignet med eksempelvis palæstinenserne i dag er næsten diametralt modsat.

De europæiske kristne korstog var ikke i stand til at slå eller standse kalifatets magt og udbredelse. De kristne var simpelthen for dårlige til at slås. Nej, kalifatets datidige banebrydere kom faktisk fra Øst – i 1258 erobrede Djengis Khans mongolske krigsmaskine kalifatets hovedstad Baghdad og dræbte den sidste abbasidekalif. Godt 20 år senere opstod et nyt kalifat som Det Osmanniske Rige, der udviklede sig til et kæmpe imperium og først blev endeligt nedlagt af Kemal Atatürk, da han 29. oktober 1923 oprettede den Tyrkiske Republik – men det er en helt anden historie, som korstogene eller kirken hverken kan tage æren eller vanæren for.

Vi havde besøg af den anglikanske Biskop Mano fra Pakistan i Helligåndskirken i tirsdags. Han er leder af en lille minoritetskirke i et af verdens farligste områder – hvis man spørger Obama, og det er der jo mange, som gør for tiden. Bare inden for de sidste  år var 3 af præsterne i hans kirke blevet bortført, tortureret og myrdet af terroristgrupper. Mano talte med stor kærlighed og venlighed om privilegiet ved at være kirke netop der.

Hans tema for aftenen var dialog og forsoning og han lagde ud med den lidt overraskende påstand, at er der noget, som virkelig kan skille kristne ad, så er det begrebet dialog! Så snart ordet nævnes skilles vandene for og imod eller omkring forskellige tolkninger af det forslidte begreb. Er dialog bare at snakke efter munden eller er dialog den eneste troværdige måde at være i mission på? Er dialog et mål eller et middel? Er dialog det modsatte af mission eller uadskillig herfra? Diskussionsmulighederne er utallige.

For Biskop Mano var sådanne teoretiske diskussioner uinteressante. For ham var dialog et menneskeligt grundvilkår. Mennesket er skabt til at være i dialog med sine omgivelser og medmennesker og kun i dialogen kan vi trives og udvikles. Og det er netop pointen: dialog er først og fremmest samvær og tilstedeværelse og relationer. Relationer eksiterer ikke uden dialog og når relationen er der kommer dialogen uafvigeligt. Når vi diskuterer så meget frem og tilbage for og imod dialog, er det så i virkeligheden et dække over, at vi ikke har reelle relationer med de mennesker vi deler landet og livet med? Bare en tanke…

Biskop Mano blev kritiseret for, at han ikke i sin fortælling fra sin voldsomt udfordrede kirkes liv, gav plads for vreden. Der findes uretfærdighed og handlinger, som ikke fortjener venlighed men vrede. Hertil svarede biskop Mano, at tilgangen til relationen og dialogen med medmennesket altid må og skal afhænge af konteksten. I Pakistan ville han udtrykke sin vrede over forfølgelsen af kirken. For der var kirken lille og Islam stod stærkt. Men hvis han spredte vrede mod Islam i Vesten, hvor de kristne – inkl. ham selv – befinder sig i sin tryghedszone og taler ud fra en flertalsposition, så ville det blive forkert og et falsk vidnesbyrd.

Opgaven for kirken i Vesten er at vise gæstfrihed og barmhjertighed mod mindretallene og de marginaliserede i vores samfund. Deri ligger det kristne vidnesbyrd: at opbygge troværdige og gæstfrie relationer med dem, som er under pres. I de relationer nedbrydes skel og dialog opstår, uden at vi diskuterer om vi er for eller imod dialog-begrebet. Det er kristen mission.